Sanselighed: Josefine Klougart debuterede med en roman, der, via metafor på metafor, vil føre læseren ind i fortættede øjeblikke i barndommens land. Hendes kommende roman handler om et destruktivt seksuelt forhold.
Af JESPER STEIN LARSEN
»Teksterne er blevet til hver for sig som enkelte tekster. Der gik et stykke tid, før jeg fandt ud af, at det var en roman, jeg skrev, og jeg overvejede, om jeg skulle kalde det digte. Jeg var bange for, at man ville lede efter et underliggende traume. Jeg ser bogen som et rum at gå ind i, og sådan vil jeg gerne have, at man læser bogen. Det er ikke det narrative begær, der skal drive dig frem.«
Billedsproget er meget fremherskende.
Du bruger ofte mange led og fordyber dig i de enkelte billeder undervejs. Hvorfor?
»Sætningerne er ikke hierarkiske. Første led i billederne er ikke det vigtigste. Nogle har måske haft oplevelsen af, at de ekstra led flytter fokus og tværer billedet ud, men for mig er det lige modsat. For hvert led tager vi et skridt længere ind i øjeblikket, i små fortættede rum. Det er ikke en bevægelse væk fra billedet. Det er sådan, bevidstheden fungerer. Grunden til, at man som menneske erfarer disse særlige intense øjeblikke, er, at man er til stede på en meget kompleks måde, når refleksion, erindring, forestilling og sansning smelter sammen. En del anmeldere havde det forbehold, at det gik for vidt med billedsproget, at jeg kom for langt væk, de ville have skåret et par led fra, for så blev den skarpere, mente de. Den kritik blev jeg meget ked af, for hvis det er ens anke, har man ikke helt forstået bogen.«
Fortælleren hedder Josefine . Hvor meget er dit eget liv?
»Der er et privat erfaret stof, men jeg tror ikke, at det er mere end i så megen anden litteratur. De færreste forfattere kan skrive noget, de selv ikke er forankret i eller har erfaret på den ene eller den anden måde. I så fald får litteraturen tit et “eksotisk” skær. Men når det er sagt, fjerner det sig meget fra det private stof og blander personer sammen. Min mor i bogen er ikke min mor, hun er summen af en hel masse, sammensmeltningen af mange personer, måske er hun i virkeligheden mest af alt mig.«
Du skildrer en på mange måder lys barndom på Mols, men der er også en undertone af ensomhed igennem hele bogen.
»Det er en skildring af kvinder i tre generationer og gennemgående er der en grundlæggende erkendelse af, at selv i et så kærlighedsmættet liv, udspiller der sig en ensomhed, som er enorm, og som forsøges overvundet på mange måder. Og det kuldsejler, ensomheden bliver ved med at være der. Jeg er oprigtigt interesseret i den ensomhed, som alle føler – det helt vilde misforhold mellem ekstrem og symbiotisk kærlighed i forholdet mellem mor og barn og senere i parforholdet, og så ensomheden, som er en grunderfaring, der presser sig på, jo ældre man bliver. Den lader sig ikke udrydde. Det bliver man mere og mere bevidst om. Som barn tror man vel stadig på, at det kan lade sig gøre, hele verden fortæller en, at det er muligt. De dårlige nyheder er; hey baby, det kan det ikke.«
Hvad betyder stedet i romanen?
»Jeg er optaget af det helt konkrete landskab fra ens barndom, hvad det betyder for ens sprog, hvordan det former ens bevidsthed og hvordan ens bevidsthed over tid griber tilbage og ændrer på erindringen om dette privilegerede sted. Jeg har altid virkelig brugt naturen, der er noget med naturen og ensomheden, det er der, man i den mest rendyrkede form erfarer, at man er sat her i verden, og at man fundamentalt set er alene. Naturen er der uafhængigt af dig, det bliver efterår, hvad enten du vil det eller ej. Det er en voldsom erfaring. Der er nogle perspektiver, grundlinjer og store erkendelser, man oplever i naturen, som man ikke erfarer på samme måde i et byrum. I byen bliver man forstyrret hele tiden, der foregår hele tiden de her små bevægelser, der er en uro, som kan komme til at stå i vejen for de grundlæggende erkendelser. De bevægelser og erkendelser er renere i naturen, de er mere enkle og mere voldsomme.«
Hvad vil du gerne give videre til læseren?
»En øget lydhørhed over for de fortættede intense øjeblikke, erkendelsen af deres værdi og særlige erfaringspotentiale. Og af vigtigheden af, at man giver sig hen til dem. Det er min oplevelse, når jeg er ude at læse op, at mange mennesker har lignende erfaringer, ting, de selv har oplevet, som de måske ikke forstår vigtigheden af og potentialet i. Det er en bog, der dvæler ved de ting, og den dvælen oplever jeg som en sjældenhed, som noget der essentielt set kan mangle i vores liv. Vi har brug for de små pletter i dag. De er truet – også i dele af litteraturen. For mig er litteratur et sted til den slags erfaringer, men der er en tendens til, at litteraturen bliver mere og mere konceptuelt bundet og refleksiv. Kunsten er en slags korrektiv til den refleksive tænkning, som gennemsyrer alt andet sprog, der skrives. Konceptkunstens indtog i skønlitteraturen kan være ødelæggende. I hvert fald hvis den helt fortrænger den anden form for litteratur, hvad jeg nu ikke tror vil ske.«
Hvordan har du udviklet dig som forfatter?
»Jeg har altid været et meget læsende menneske. Og jeg har i ganske mange år vidst, at det var det, jeg ville. Der har været en nødvendighed i det. Jeg søgte ind på Forfatterskolen, da jeg var 16 år og kom til samtale, men kom heldigvis ikke ind, for de mente, jeg var for ung. Og det var godt, for de efterfølgende år betød meget for mig. Så kom jeg senere på universitetet, men det var på en måde at gøre vold mod mig selv at læse litteratur på den måde. Det er dybt problematisk i forhold til at forstå, hvad litteratur overhovedet handler om. Folk begynder bare med at læse og lære noget om forskellige skoler og forskellige måder at tænke litteratur på, men der er ingen interesse for den helt overordnede erkendelsesmæssige ramme. Hvor befinder vi os, hvad er det for et domæne? Hvad er det for en tænkning, litteraturen er udtryk for? Og hvorfor kan man dybest set ikke drive videnskab på det her?«
Hvad er det for en litteratur, du bliver begejstret af?
»Når jeg læser, er jeg ikke blodigt interesseret i hvad der sker, tid og persongalleri. Jeg har svært ved at læse bøger til ende. Jeg er for det meste ligeglad med handling, bortset fra nogle bøger, som er meget elegante kompositorisk, men det er sætningen, musikken i sproget, jeg bliver fascineret og bevæget af, og der er en tendens til, at jeg er færdig med en bog, når jeg har afkodet musikken – stemmen og kompositionen.«
Hvordan er din kommende roman?
»Den handler om et forhold mellem en mand og en kvinde, som er blevet forvredet ud i noget meget destruktivt, så det seksuelle rum er blevet fordrejet, det er en forvredet kærlighed, en omsorg, der går galt. Det er et helt andet sprog, en helt anden bevidsthed end en poetisk inkluderende, det er en voldens, misbrugets og smertens bevidsthed. Og det betyder noget for sproget. Det bremser hele tiden sig selv, det er ikke associativt, men kortsluttende, billedsproget er meget begrænset og enkelt. Bogen foregår i København og metafor-rummet er hentet fra enkelte rum, det er meget klaustrofobisk.«
Er det let for dig at skifte stil og fokus?
»Det er aldrig let at skrive, det kræver en voldsom koncentration og følelsesmæssig såvel som kropslig investering. “Hallerne” har været en voldsom bog at skrive, jævnfør klicheen om, at skuespillere for at spille godt må gå ind i deres rolle og leve den, så tror jeg, at jeg som forfatter er nødt til, om ikke at blive mine karakterer, så i hvert fald gøre et oprigtigt forsøg på at træde ind i det rum, bogen skaber. Og det påvirker mig på alle mulige måder; det kan være opslidende, men også forførende og fundamentalt set spændende.«
Hvordan var det at debutere?
»Allerede inden romanen udkom, gik jeg lidt i chok, for jeg fik mange pressehenvendelser. Jeg troede, det var en smal udgivelse, som ikke ville få så megen opmærksomhed. Så jeg satte mig ned og læste den igen, inden jeg skulle møde pressen, skrev 10 sider om, hvad jeg syntes, der var vigtigt. Jeg blev lidt forundret over en tråd i modtagelsen, som handlede om mit udseende, jeg blev portrætteret som et lille gudsord fra landet, en anden kvieøjet Bambi og de skrev om mine blå øjne. Det var nok ikke sket i Sverige, der er nogle kønspolitisk dubiøse ting i det, som jeg ikke helt fattede.
Det er problematisk for den litterære kultur, når der er så lidt plads i dagspressen til at skrive om litteratur, at folk spilder spalteplads på at skrive om, hvordan forfattere ser ud. Men selvfølgelig blev jeg glad for, at den kunne få så meget opmærksomhed, det er jo ikke ligefrem en krimi. Det gode ved modtagelsen har været, at rigtig mange, som ikke ville have læst en ambitiøs og sprogligt eksperimenterede roman, alligevel fattede interesse og læste den. Og i virkeligheden er det jo en meget tilgængelig bog, hvis man først får lagt det narrative begær og forventningerne til et “spændende plot” i garderoben og går ind i romanen.
Indstillet til nordisk råds litteraturpris 2011
